Sæt allerede nu X i kalenderen
fredag, den 29. december 2017

50 års JUBILÆUM skal fejres

 

The Story about "House of the Rising Sun"

Et Diskotek i kælderen på Vesterbrogade i Holstebro

 Stedet, hvor man ikke var for fuld, hvis man kunne komme over dørtrinnet !

I slutningen af 1967 skabte skolekammeraterne Søren Ørnsø Knudsen, Svend Madsen,
Kurt Nielsen, Jørgen Dahl og veninden Eva Graversen den private Club
"House of The Rising Sun" i kælderen på Vesterbrogade, hvor Sørens forældre boede.

Stedet var stærkt inspireret af det daværende Diskotek "Riverside", hvor Søren året tidligere
havde været med til at installere musikanlæg. De små skabe, der på "Riverside" var indrettet
til kundernes spiritus, blev gjort efter til 24 små skabe bag baren på Diskotek
"House of the Rising Sun".

Stedet blev drevet som en lukket Club, der startede med en lille kreds på 20-25
medlemmer. Derefter kunne nye blive medlem, hvis nogen af den eksisterende
medlemskreds kunne "sige god" for en.

De første par år var der åbent onsdag og lørdag. Onsdag var "hyggeaften" hvor der
blev spillet skak, kort og lyttet til musik fra tiden.

Lørdag "fik den hele armen", og der blev danset, drukket øl og spillet høj musik.
Kl. 01 præcis stoppede musikken, som aftalt med Sørens forældre.

Medlemskontingentet, som dengang var 3 kr. i måneden, blev brugt til at købe "vinyl" for,
så man kunne spille den sidste nye musik på de 2 Beogram 1000 grammofoner og den
hjemmebyggede forstærker. Flere af byens daværende musikere gæstede huset.
The Poisons og Henning Stærk var af og til i Diskoteket, og ved et par lejligheder
spillede folkemusikeren Per Kofoed fra Herning.

4 minutter og 29 sekunder før kl. 01:00 blev The Animals lagt på grammofonen,
og House of The Rising Sun lød som det traditionelle slutnummer, hvor det var en ufravigelig
tradition, at alle tilstedeværende til dette afslutningsnummer dansede rundt i en kreds med hinanden
om halsen og sang "There is a House in New Orleans" i takt med The Animals.

Stedet var frem til 1972 lørdag på lørdag et samlingssted for mange af byens unge mennesker.
Det sidste års tid, hvor Søren boede i Sønderjylland, var der dog kun åbent den første lørdag
i måneden. I årene 1967 til 1972 kan man tælle over 200 medlemmer i medlemsbogen.
I slutningen af 1972 lukkede "House of The Rising Sun" som Club.

I 1989, hvor Søren var flyttet tilbage til byen og købte huset på Vesterbrogade,
blev "House of The Rising Sun" restaureret, så det stort set fremstod som i 1967.
Det er siden blevet brugt til private fester.

Lørdagene 29. december 2007 og 2012 fejredes der henholdsvis 40 og 45 års JUBILÆUM
i "House of The Rising Sun". Der var i den anledning åbent hus fra kl. 21:00 til senere
(…….meget senere), og alle, der er kommet her gennem årene, var inviteret.   

Læs mere om MUSIKKEN, der blev spillet den gang og kig forbi BILLEDERNE tilbage fra 60'erne,
op gennem årene og fra både 40 og 45 års jubilæumsfesterne.

 

http://scripts.dandomain.dk/counter.exe?link=www.houseoftherisingsun.dk&style=led